DANSK KLOKKEMUSEUM blev stiftet i 1991. Dets formål er at indsamle, uddybe og bevare vor viden om et fænomen og et område i dansk kulturhistorie, som har måttet vige pladsen for elektronik og medieteknik.
Den manuelle klokkeringning er stort set afskaffet. Den er automatiseret og man risikerer herved at nedsætte klokkernes levetid. Det rammer også vores uerstattelige middelalderlige kirkeklokker.

Signal fra klokker findes ikke mere i trafikken, og i Danmark er dyreklokker historie.

De ældre mekaniske spilleværker for tårnenes klokkespil afløses af eller suppleres med elektroniske afspilningsanordninger.

I middelalderen var klokkerne værdsatte hjælpere mod de dæmoner, som forpestede folks daglige tilværelse: Lod haglvejr vælte det modnede korn, var skyld i kalvekastningsfeber og svinepest, skabte misvækst og lod ildebrande hærge lokalsamfundet. Klokkerne var også gode hjælpere, når kvinder ikke kunne blive svangre og sørge for fortsættelse af familien.

Der blev ringet for de døde for at forkorte deres ophold i skærsilden, og når der blev gravet grave, blev de underjordiskes magt brudt ved klokkeringning.
I Museet er der eksempler på vore allerældste kirkeklokker. Hedebyklokken med den såkaldte bikubeprofil stammer fra tiden omkring 900. Bikubeklokkerne hører hjemme i vores tidligst etablerede kirker.

Selve klokkelegemet er ændret i tidens løb. Sukkertopprofilen, en asiatisk klokketype, kommer til Europa i 1200-tallet. Skibsklokken finder sin karakteristiske form i 1300-tallet, og den er ikke væsentlig forandret senere.
Klokkestøbernes stræben efter større velklang og længere efterklang fører omkring 1600-tallet frem til den harmoniske profil, som i det væsentlige stadig bruges.

Kunsten at producere klokker kræver stillingtagen til en række forskellige problemer: Kronens udformning, som betinger klokkens ophængningsanordning, kneblens form og vægt, slagringens profil, legeringens sammensætning og ornamenterings- og indskrifts-design.
Museet fortæller også lidt om, hvor galt det kan gå, hvis man ikke vedligeholder de tunge klokker og knebler og om vemodet i historien om klokkernes skæbne, når landet skal bruge bronzen til våbenfremstilling.
Klokken vikler sig ind i vores kulturhistorie på mange måder – ikke blot i vores kirkekultur.

Allerede i oldtiden hænger man klokker om halsen på dyrene, for at kunne finde dem, når de går løse på bygdens fællesarealer.

I overklassens husholdning er klokken på bordet for at kalde herregårdens personale til pligter, måltider og samling.

I trafikken er den fast kaneudstyr. Senere er den uundværlig ved jernbanens meldeposter og overskæringer, og endnu senere på cyklen og sporvognen.
Mælkemanden og Hjemisbilen bruger den til at få kundernes opmærksomhed.

Trafikkens klokker er skålklokker, og da ringeapparatet dukker op som et resultat af elektricitetens indtog i samfundet, er det den klokkeform, der kommer til at klinge.

DANSK KLOKKEMUSEUM fortæller om og demonstrerer klokkens kulturhistorie og prøver at gøre det så uhøjtideligt og livsnært som muligt. Det er ikke nødvendigt at gå rundt med listesko. Man kan få klokkerne til at lyde, man må røre ved tingene og fotografere. Overalt er der bevægelse i de gamle værkers tandhjul, valser og perforerede spillebånd.